Kender du det, når en kreativ bølge rejser sig og man enten kan vælge, at lade den skylle ind over sig eller vende den ryggen og forsøge at nå i land inden den rammer? Når man altså ikke har et surfbræt og den træning det kræver at “ride på bølgen”…
Og jeg har hverken redskab eller øvelse nok endnu, så i dag gav jeg mig selv lov til at lege… At lade bølgen skylle ind over mig, lidt hoppende op imod den, så det endte i lidt af en maveplasker, men jeg havde det sjovt.
Det startede med et facebook opslag i gruppen “Forfatterdrømme”, der opfordrede til at finde på en titel til en bog man ville læse alene på grund af titlen. Min mor, som jeg arbejder med, og jeg havde forinden berørt emnet krig og bl.a. lyttet til sangen “Universal Soldier” i denne udgave:
Med det på sinde blev den titel jeg kom på
Et ofrende opgør – Fra utopi til enden på det, der engang blev kaldt ‘krig’
Og da jeg havde fri, fik jeg lyst til at begynde at skrive den bog selv…
Efter ca. 1000 ord endte jeg her:
Som aftenen skred hen begyndte tonerne fra de musikere, der havde valgt at sætte stemningen til den pågældende aften, og Anami forsvandt hen i ord fra den nylig påbegyndte bog ‘En musikers bekendelser’…
“Jeg elsker at se når min musik rammer plet. Når et andet menneske fælder en tåre fordi musikken rør noget, når man fornemmer glæden i rytmen og ser, hvordan et lille barns krop rykker i takt helt af sig selv. Jeg elsker når musikken får lov til at leve og udtrykke sig gennem alle dem, der hører den og når de tager den til sig og den bliver en del af dem.” Hun mærkede pludselig to arme omfavne hende bagfra og hive hende op af bænken, mens en stemme hviskede i hendes øre “kom nu Anami, det er vores sang”. Hun løb ned på selskabspladsen med Lasu i hånden og de hoppede så højt de kunne, mens ordene fra sangerens mund lød “Hop til den højeste top, hop som om du aldrig gir’ op. Hop med den go’e energi, hop med en du ka’ li’. Hop som om du aldrig ka’ stop’, hop mens solen står op. Hop fordi det’ nu du er her, hop fordi livet er kært. Hop, hop hop hop, hop, hop hop hop.”
Altså måtte jeg pludselig digte en sang, der skulle passe til den stemning, jeg ønskede for mine karakterer i bogen… men det stoppede ikke ved teksten, for jeg måtte føle den ved at tilføre den lidt melodi og før jeg vidste af det, havde jeg begivet mig ud i at sætte musik på ved hjælp af “Garageband” på telefonen – hvilket var langt fra så let, som jeg lige forestillede mig. Nu kan jeg ikke andet end at smile lidt af mig selv, og glæde mig over de pudsige veje kreativitet kan føre os, når jeg hører den lille sang, som denne kreative bølge førte med sig. Derfor har jeg valgt at lave en lille video ud af det, som jeg vil dele med dig og forhåbentlig kan den bibringe et grin eller to – jeg forventer ikke at du rejser dig op og hopper med, det vil jeg lade karaktererne i min fortælling om.
Hvad mon dine kreative bølger bringer med sig? Er du en af dem, der har mestret kunsten at ride på dem, løber du fra dem eller tager du en maveplasker og hiver måske lidt vand indenbors som mig?
No responses yet