This post is written in Danish and has no English translation

Jeg kan huske engang min mor og jeg var til en fødselsdag, hvor vi kom til at snakke om stjernetegn med vores bordherre, der aldersmæssigt har lagt lige imellem os. Jeg sagde som altid uden videre tanke, at jeg var skorpion. Han så nærmest lidt forskrækket ud og indrømmede at, det var han også, men at han helst ikke nævnte det længere fordi han ofte blev mødt med en meget skarp holdning til skorpioner.

Slår man leddyret op på Wikipedia forstår jeg godt hvorfor:

“Skorpioner kan kendes på deres hale, hvor der i enden sidder en giftbrod som kan bruges til forsvar og nedlæggelse af bytte, samt deres kraftige klosakse, som de bruger til at fastholde, knuse og flænse byttet.”

- Wikipedia

Alle skorpioner er giftige, men kun hvis de føler sig truet.
Jeg tror ofte at skorpioner bliver fejlbedømt.

“Skorpioner er dog ikke aggressive, de stikker kun når de bliver klemt eller trængt.”

- Wikipedia

Derfor er der også mange der bliver overrasket når jeg fortæller, at jeg er skorpion. Jeg er måske for blid, for omsorgsfuld, for tillidsvækkende… men for dem der virkelig kender mig, er der ingen tvivl om, at jeg også kan være giftig. Der skal bare rigtig meget til, før jeg føler mig klemt. Jeg relaterer nemlig også til 9’eren i Enneagrammet, der beskriver forskellige personlighedsmønstre. Her er jeg “fredsmægler” og der skal altså en del til for at fredsmægleren går i krig. Det er heller ikke klosaksene jeg ville bruge, hvis jeg skulle angribe. Det er en psykisk lammende gift. Den der lammer alt, så den der skulle have klemt mig meget hurtigt ville betyde så lidt for mig, at de aldrig ville kunne røre mig igen. Jeg er ikke farlig eller agressiv, men jeg ved, hvordan jeg passer på mig selv. Jeg er skarp på, hvad jeg vil finde mig i og hvad jeg ikke ønsker at spilde min tid på.
Jeg er dog først og fremmest rummelig, forstående og ret tålmodig.

Selvfølgelig er skorpioner vidt forskellige… nogle har ikke så kraftig en gift, så de må gøre brug af større klosakse og alle de andre planeter har også uendeligt meget at sige. Der er dog ingen tvivl for mig om, at jeg er skorpion.

Der er en anden beskrivelse af skorpioner, som min mor altid har brugt over for mig og den handler ikke om leddyret, men nærmere om stjernetegnets natur…

“Det stille vand, den dybe grund.”

Det er en lidt mystisk beskrivelse, som jo på så mange måder passer godt på skorpionen. Det er den tilbageholdende skorpion, der rummer mere end man aner og hvis jeg skal beskrive mig selv i form af at være skorpion, så er det den sætning, der rammer bedst.

No responses yet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *